Opfindelsernes Bog/De musikalske Instrumenter.: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Bisgaard (diskussion | bidrag) første del at tekst |
Bisgaard (diskussion | bidrag) mere tekst |
||
Linje 22:
[[Billede:Opfindelsernes bog3 fig427.png|thumb|Fig. 427. Instrument med sex Pistoner.]]
[[Billede:Opfindelsernes bog3 fig428.png|thumb|Fig. 428. Fig 429. Fig 430. A sax's Cylinderpistoner.]]
<div style="text-align: justify; max-width: 45em">
<poem>'''OCR tekst starter fra side 510'''
Line 55 ⟶ 61:
Naar man taler om de ældre krummede Horn, menes dermed særlig saadanne, som vare bøjede i en Halvcirkel. I Bøffelhornet, Jægerhornet og dut nuværende engelske Buglehorn (af bugle, en vild Oxe) ere saadanne gamle Former endnu bibeholdte. Bøjningerne i Cirkler og Ellipser skrive sig derimod fra Begyndelsen af det 16de Aarhundrede og have siden den Tid været almindeligt brugte. Valdhornet kom i Begyndelsen af forrige Aarhundrede fra Paris til Tyskland, indført af den i Böhmen bosiddende og for sine Særheder bekjendte Grev Franz Spork.
I Musiken spille Blæseinstrumenter af Metal uden Sidehuller en meget stor Rolle. Indtil Händels Tid, da Harmonien var meget simplere, og Komponisterne kun kjendte et forholdsvis ringe Antal af orkestrale Effektmidler, spillede Trompeten sammen med Violinen Melodien. Dens klare Klangfarve gjorde den særlig egnet hertil. Trummeten er i Hænderne paa en god Mester, der forstaar rigtigt og kunstmæssigt at traktere den, et herligt Instrument«, siger Michael Prætorius i Begyndelsen af det 17de Aarhundrede. Senere anvendtes Trompeterne mere i Mellemtonerne; men herved har Kunsten at blæse Trompet gjort betydelige Tilbageskridt, saaat vore nuværende Trompetere ikke ret vel ville kunne fyldestgjøre de Fordringer, som f.Ex. Händel endnu stiller til dem. Navnlig synes Kunsten, at kunne med Lethed frembringe de højere Trompettoner, at være gaaet tabt, saaledes at allerede Mozart ved Instrumenteringen af Händels »Messias« maatte fordele Trompetpassagerne paa flere forskjellige Instrumenter.
Den fremadskridende Udvikling af den harmoniske Musik, som ikke kan nøjes med den diatoniske Skala, maatte snart lede til Forsøg paa efter Behag at kunne forlænge og forkorte Luftsøjlen i Instrumentet og derved frembringe de mellemliggende kromatiske Toner. Hvad Valdhornet angaar (se Fig. 422) kunde man vistnok ved at indføre Haanden i dets meget store Lydtragt til en vis Grad forandre Tonernes Højde og Dybde, men dette lod sig ikke gjøre ved Trompeten, og man maatte paa anden Vis søge at naa dette Maal. For at forandre Instrumentets Grundtone, saaledes f.Ex. forvandle ''C''-Hornet til et Es-, ''F''-Horn o.s.v., anvendte man Sætstykker, de saakaldte Bøjler, som bleve anbragte under Mundstykket, og som saaledes forlængede Røret det ønskede Stykke. Efter Prætorius gaves der ved Aar 1600 kun en eneste »Trummet, vulgo Felttrummeternes Tarantara i ''d''«. »Endnu for ganske faa Aar siden«, skriver han i Aaret 1619, »har man ved nogle Fyrsters og høje Herrers Hoffer forlænget dem paa Mensuren, eller endog stukket Bøjler derpaa, saaat de stemme deres Bas en Tone dybere ''in modum hypojonicum''«. Alt dette hjalp imidlertid kun, naar der skulde ske en Forandring i hele Tonearten; de i den specielle Toneart manglende halve Toner kunde naturligvis ikke frembrines herved. Dette opnaaede man først ved bevægelige Udtræk, som gik lufttæt i hverandre, og som ved at trækkes ud forlængede den svingende Luftsøjle, ved at skydes sammen forkortede den og gjorde Grundtonen højere. Saaledes udviklede Basunen sig af Trompeten. I Principet ere begge Instrumenter fuldkommen ens, og, naar Rørene i Basunen blive fixerede i en bestemt
| |||