Opfindelsernes Bog/De musikalske Instrumenter.

OCR tekst starter fra side 510

Amativioliner ere stærkt hvælvede i Dækket, indtil 3 Centimeter i Højden, smækre, sirlige og med kun lidet fremstaaende Horn. Kanten er temmelig stærk og smukt afrundet. Lydhullerne ligge paa Grund af den mindre Brede af Violinen nærmere ved hinanden. Bunden er som oftest af flammet Ahorntræ og lakeret med en kirsebærbrun Lak. Dog træffer man ogsaa Instrumenter især af Nicolo Amati, som afvige noget fra disse i Dimensioner, og hvortil er benyttet en lysere Lak. Stradivarioviolinerne ere langt mindre hvælvede i Dækket, neppe halvt saa meget, medens Guarnerierne stemme mere overens med Nicolo Amatis. Stainer gik endnu videre, hvad Hvælvingen af Dækket angaar; han gjorde det saa højt, at man, naar man holder Violinen i vandret Stilling, kan se under Dækket fra det ene Lydhul til det andet.
Det er vanskeligt at sige, hvilke af de enkelte Dele af Violinen og de med den beslægtede Strygeinstrumenter der mest bidrage til at frembringe den vellykkede Tone. Gradationerne ere saa mangfoldige og saa fint nuancerede, at man af den samlede Virkning vanskelig kan slutte sig til den Indflydelse, som denne eller hin af de enkelte Bestanddele udøver. Savart har vel forsøgt at udvikle Violinens Theori efter fysiske Grundsætninger men saagodtsom uden Resultat; thi det en Ligkiste lignende Instrument, som han samlede af sex retvinklede Smaabrædder, kan ingenlunde sammenlignes med en Violin, om end Savart ansaa det som Violinens Grundform.
Lovene for svingende Plader, saaledes som de i Fysiken ere udledede af simple Forsøg, blive, overførte paa Violinen, saa komplicerede ved den ejendommelige Form, ved Dækkets Hvælving, ved Udskjæringen af F-Hullerne, ved Træets forskjellige Tykkelse, ved Længdelisten og Stemmen, ved den forskjellige Fordeling af Spændkræfterne, som foranlediges ved Bestrengningen o.s.v. o.s.v., at man, hvorvel alle disse forskjellige Faktorer jo naturligvis ere undergivne simple fysiske Love, dog ikke kan stille det endelige Resultat op som en simpel Formel. Fremdeles øve Sidestykkerne, Bunden og Halsen deres Indflydelse; men man kan ikke udtømmende undersøge, paa hvilken Maade enhver af disse Ting virker, og man kan derfor heller ikke paa saadanne Forsøgsapparater, hvor enten den ene eller den anden Del mangler eller er fremstillet i en ufuldstændig Skikkelse, gjøre nogen Iagttagelse, der tillader rigtige Slutninger med Hensyn til Violinen. Hermed er ikke ment, at Fysiken ganske skulde afholde sig fra en videnskabelig Undersøgelse og Forklaring af dette Instruments Virkemaade; tvertimod vil den ofte kunne give Instrumentmagerne vigtige og fordelagtige Vink; men den maa tage Instrumentet som et fuldt færdigt Produkt og kun a posteriori søge Grundene til dets ejendommelige Egenskaber.
Som Violinen er, er den saa at sige et besjælet Instrument, en Organisme ligesom et levende Væsen. Den har et Legeme, Nerver og en Sjæl; hver af disse staar i nøje Sammenhæng med de andre og afhænger af dem, men ingen af dem kan tages ud af Sammenhænget og maales og vejes med Hensyn til sin besjælende Betydning.
Strygeinstrumenternes ejendommelige Klang beror efter Helmholtz paa, at Grundtonen træder særlig stærkt frem, stærkere end paa Klaverets og Guitarens Strenge, der blive anslaaede nær ved deres Ender, men de første Overtoner derimod forholsvis svagere, og først de højere Overtoner fra den sjette til omtrent den tiende gjøre sig bemærkede ved særlig Tydelighed og fremkalde den Skarphed, som karakteriserer Klangen ved alle Strygeinstrumenter. De nyere Instrumentmagere, deriblandt især Yuillaume i Paris, Padewet i Karlsruhe, Grimm i Berlin, Otto i Köln, Lemböck i Wien^[1], have i rigtig Forstaaelse af deres Opgave ogsaa søgt mere at følge i de gamle Mønstres Spor end at udfinde nye Principer for Bygningen af Violiner, og deres Resultater tale tydeligere end alt andet før, at dette for Tiden er den ene rigtige Vej.
Man har rigtignok fremstillet mange Slags nye Violiner af Messing, Sølv, med elliptisk eller sfærisk Skrog, med Metalstrenge o.s.v., men om der end paa denne Maade lod sig frembringe brugelige Instrumenter, saa var det jo ikke længere Violiner men Toneværktøjer med ganske nye, ikke tilsigtede Egenskaber. Vil man opnaa Violintoner, saaledes som vi skatte dem paa de gamle Instrumenter, er der ingen anden Udvej end at søge at frembringe dem med de samme Midler og netop paa den samme Maade, som Amati, Guarnerio og Stradivario først og skjønnest have gjort det.

Violintilvirkningen i Tyskland spiller især i Mittenvald en meget vigtig Rolle. Den bliver her drevet fabrikmæssigt; da Instrumenterne besidde Godhed forbunden med Billighed, og da som Følge heraf Afsætningen er stor, har den skaffet sig en saa stor Betydning, at vi her maa skjænke denne Industrigren nogen Opmærksomhed. Dens Begyndelse gaar tilbage til det 17de Aarhundrede og knytter sig til den gamle Mester Stainers Virksomhed. Jakob Stainer, født den 14de Juli 1627 i Absam ved Hall i Inndalen, kom som Dreng i Lære hos en Orgelbygger, men ombyttede snart af Helbredshensyn denne Virksomhed med den lettere Beskjæftigelse, Violinmageriet, som dengang blomstrede i Cremona, med hvilken By, som tidligere omtalt, man paa den Tid paa flere Steder i Tyskland stod i livligt Samkvem for Instrumenternes Skyld. Stainer kom da ogsaa ved Anbefaling til Nicolo Amali, hvis Methode han tilegnede sig, og Amati ønskede, at han for stedse skulde blive hos ham, og at han skulde ægte hans Datter. Dette synes at have været Aarsagen til, at Stainer hemmeligt flygtede og drog til Venedig til Vimercati. Senere nedsatte han sig i sin Fødeby Absam og grundede her allerede i den første Halvdel af Fyrrerne (c. 1645) en selvstændig Violinfabrik, hvis Beliggenhed var særdeles heldig paa Grund af de nærliggende Skove med fortrinlige Træsorter, hvoraf han især med stor Omhu udvalgte Ædelgran paa Lafarschs og Gleirschs Bjergrygge. Blandt de Elever og Medhjælpere, som bleve dragne til ham paa Grund af hans Ry, var ogsaa en vis Ægidius Klotz fra Mittenwald, en lille. By, som laa nogle faa Mil nordenfor Absam, Denne Klotz, hvis Instrumenter nu sættes lige saa højt som Stainers, tog tilbage til Mittenwald og opdrog sin Søn til Violinfabrikant. Denne Søn var ogsaa allerede meget erfaren, da han for yderligere at uddanne sin Kunst rejste til Italien. Her besøgte han de berømteste Værksteder og opholdt sig især længe i Cremona og Florents. I Begyndelsen af Firserne vendte han tilbage til Mittenwald med det Forsæt at gjøre sin Fødeby til et tysk Cremona. Den betydelige og mangesidige Dannelse, han havde erhvervet sig, gjorde det muligt for ham at meddele sine Elever de rationelle Grundsætninger, efter hvilke Fabrikationen af Strengeinstrumenter blev dreven i Italien. Virkelig kom ogsaa ved hans energiske Bestræbelser den da næsten forarmede Kjøbstad hurtigt til ny Velstand, og nu, efter næsten 200 Aars Forløb, maa hele Egnen velsigne som sin Redningsmand Mathias Klotz, hvis Fortjenester den musikalske Efterverden ej ret har forstaaet at skatte. Schafhäutl har i sin fortræffelige Beretning om de musikalske Instrumenter paa Industriudstillingen i München 1855 først stillet Opkomsten af Mittenwalds Instrumentfabrikation i sit rette Lys. Med Rette kalder han Mathias Klotz en Frelser i Nøden. Den Omstændighed nemlig, at de af Hertug Sigismund forulempede venetianske Kjøbmænd i næsten to Aarhundrede ej længere havde besøgt Aarsmarkedet i Botzen, var bleven en betydelig Velstandskilde for Mittenwald, hvorhen disse Kjøbmænd i denne Periode havde forlagt deres Vareomsætninger. I Aaret 1679 havde imidlertid Botzen atter faaet sit gamle Marked og samtidig opstod en ny Handelsvej over
Finstermünz, Fernstein og Reutte. Derved udtørredes Mitterwalds Livskilde og kun en ny, paa naturlig Maade fremkommen Industri, saaledes som den, Klotz og hans Søn fremkaldte, kunde sætte en Grænse for Egnens fuldstændige Forarmelse.
Den tidligere saa yndede og i Klostertiden vel ogsaa hensigtsmæssigste Maade at vinde Afsætning paa ved at gaa om fra Dør til Dør med sine Varer blev ogsaa først forsøgt af Violinbyggerne, der med deres Produkter paa Ryggen vandrede omkring og — jevne Bjergboere som de vare — lode sig nøje med en tarvelig Fortjeneste. Imidlertid maatte de forandrede Handelsforhold nødvendigvis snart fremkalde en mere rationel Drift af Forretningen. Kjøbmænd, de saakaldte Forlæggere, opkjøbte efterhaanden Fabrikaterne til en meget ringe Gjennemsnitspris, og saaledes ere disse anselige Firmaer fremstaaede, som nu sende Violiner fra Mittenwald om til alle Verdens Kanter. Man forbauses over den fabelagtige billige Pris, for hvilken de ringeste, men dog altid smukt forarbejdede Sorter noteres; en Violin til 3½ Krone er allerede meget, net og de billigste koste otte Kroner Dusinet. Foruden i Mittenwald findes i Markneukirchen og Klingenthal i Sachsen ogsaa betydelige Violinfabriker.
Vi ville i Korthed paa dette Sted omtale et Par Instrumenter, der endnu af og til benyttes i vort Naboland Sverig. Liren (Fig 416) (lyra tedesca, rustica eller pagana, vielle, Tiggerlire m.m.) bestaar af et plant Dække og en stærkt hvælvet Bund, der er samlede ved et højt Sidestykke. I dette findes en Klaviatur af 10-12 Taster, som spilles med venstre Haand, og som forkorter Strengene. Disse Strenge ere fire i Tallet, af hvilke to altid lyde i Enklang; de sættes i Svingning ved Hjælp af et med Bomuld omvundet og med Harpix bestrøet Hjul, som drejes rundt med den højre llaand. Lyden er brummende og Musiken/særdeles ensformig, da Instrumentets diatoniske Skala kun omfatter 10-12 Toner. Liren er et meget gammelt og nu næsten aldeles forældet Instrument; det hørte fordum til den svenske Landalmues musikalske Redskaber, men træffes nu næsten kun hos omrejsende Savoyarddrenge og andre omvandrende Folkemusikanter. At dømme efter Fredmanns 33te Epistel, synes saadanne endnu i Slutningen af forrige Aarhundrede at have ladt sig høre paa Lire i Sverig.
Nøgleharpen (Fig. 417) er et meget gammelt og for den nordiske Almue særegent Strygeinstrument; det forekom især i Egnen om Upsala og Sigtuna, hvor man endnu af og til kan høre det blive trakteret af en eller anden Bondemusikant. Det bæres hængende paa Brystet i et Baand og har to Strenge, hvoraf den dybeste blot giver en Tone, medens Melodien spilles paa den anden ved et langs Gribebrædtet anbragt Klaviatur; begge Strenge anstryges paa en Gang. (»Polskan går vid oafbruten bas«.) Foruden disse Strenge findes under dem andre af Metal, som ved at klinge med forstærke Lyden. Nu har Almuen for største Delen ombyttet Nøgleharpen med Violinen og Trækharmonikaen.

Blæseinstrumenter. Blæseinstrumenternes Historie er nøje knyttet til hele Tonekunstens Historie. I den første Begyndelse betjente Musiken sig kun af faa Toner, og de første Opfindere havde ved Konstruktionen af deres Instrumenter en forholdsvis let Opgave. Det Instrument, som tydeligst anskueliggjør dette naive Standpunkt, er den saakaldte Panfløjte, en Sammensætning af flere lukkede Piber, dannede af Rørstykker af forskjellig Længde, saaledes at den Pibe, som giver den dybeste Tone, den længste, er stillet i Midten, og de kortere, som give højere Toner, ere ordnede i aftagende Række ud til begge Sider. Man finder den endnu som et Legetøj for Børn, og den anblæses ligesom en hul Nøgle, idet man lader Luftstrømmen stryge hen over den lodret holdte Lysning i Røret og støde mod sammes Rand.
Men meget snart drog man Nytte af den Erfaring, man havde gjort, at en Luftsøjle, som svinger i et lukket Rør, bliver forkortet, naar man giver den Lejlighed til at kunne undvige til Siden, inden den naar Rørets Bund. Hvis man altsaa udskjærer i et Rør efter Længden forskjellige Huller, ville disse, naar de aabnes et for et, medens man anblæser Røret, give forskjellige Toner, som svare til den Tone, der vilde fremkomme i et helt lukket Rør, hvis Længde netop var lig Afstanden fra Rørets aabne Ende Indtil det paagjældende Hul. Man udborede strax fra Begyndelsen disse Huller saaledes, at de kunde tillukkes med Fingrene. Ved at aabne dette eller hint Hul kunde man saaledes frembringe den Tone, man ønskede. Vore Fløjter, Klarinetter, Fagotter m. fl. ere Exempler paa saadanne Instrumenter, hvis første Begyndelse vi allerede træffe i Hyrdefløjten og i Kinesernes ældgamle Sjeng.
Hele Rækken af Blæseinstrumenter kan deles i tre Hovedklasser: saadanne, som kun give en eneste Tone, ligemeget om de have aabne eller lukkede Piber, saaledes som vi finde dem i Orgelet; saadanne, som ved forskjellig Anblæsning give forskjellige Toner, uagtet Rørets Længde bliver den samme; saaledes Trompeten, Valdhornet m. fl., som have tragtformige Mundstykker; og endelig saadanne, hvori de forskjellige Toner dannes ved Forlængelse eller Forkortning af den svingende Luftsøjle. Disse sidste ere atter indbyrdes meget forskjellige, alt eftersom der bevirkes en virkelig Forandring i Rørets Længde, eller eftersom Forandringen sker ved Hjælp af Sideaabninger. Den videre Betragtning fører os derfor ad forskjellige Veje, og det skal nu være vor Opgave at undersøge de enkelte Instrumenter eller i al Fald de vigtigste af dem hvert for sig.

Trompeten og Hornet. De ældste Blæseinstrumenter Vare alle af den Art, at kun nogle faa Toner kunde frembringes ved dem, saaledes enten aabne
Rør, som blot kunde give en bestemt Tone, eller saadanne, som ved Hjælp af Tonehuller kunde gives nogen Afvexling. Til de sidstnævnte hørte uden Tvivl disse Instrumenter, som man i Oldtiden kaldte »Fløjter«; vi maa ikke herved tænke paa vore nuværende Fløjter, men snarere paa Instrumenter, som i deres Indretning og Spillemaade nærmest kunde sammenlignes med Klarinetter og Oboer.
Trompeten og Hornet — der i deres primitive Former vare omtrent identiske — synes som Eftergjørelser af de naturlige Modeller: Sneglehuse, Kohorn m.m. at kunne gjøre Fordring paa en meget høj Alder. I Iliaden finde vi saaledes Kamplarmen sammenlignet med Trompetens (Salpinx) Klang, og endskjøndt der ikke er bleven nogen billedlig Fremstilling tilbage fra hin Tid, kunne vi dog af det Plastiske i slige Sammenligninger gjøre os et Begreb om Instrumentets Natur. Allerede Grækerne betjente sig, foruden af lige Rør til deres Trompeter, ogsaa af krummede; thi det har ingen Betydning for Tonens Beskaffenhed, om Luftsøjlens Svingninger ske i en lige Linie, eller om den maa gjennemløbe en krummet Bane. Fra Mundstykket af udvider Røret sig konisk og løber endelig ud i en kredsformig Udgangsaabning af større eller mindre Omfang. Senere skjelnede man alt efter den ydre Form mellem forskjellige Instrumenter, og hvert af disse fik sin særegne Anvendelse. Med de lange, lige Trompeter f. Ex. blev Folket kaldet til Ofring. Den forreste vide Aabning, Klokkestykket, gav man forskjellige Former, undertiden som ved den keltiske Trompet Carnon eller Carnix eventyrlige Dyreskikkelser (Fig. 418). Paa Trajanssøjlen i Rom findes der afbildet mange af det Slags Instrumenter. Den paflagoniske Trompet løb ud i et Oxehoved, den mediske i et Slags Klokke; ligesaa den tyrrhenske eller etruriske. Romerne betjente sig i Felten af Trompeten, som hyppig havde en krum Form, hvorved den kom til at ligne vore Valdhorn; de kaldte den Tuba (Fig. 419). Vore nuværende Jagthorn, som ere næsten fuldkommen kredsformige, saaat de tages ind under Blæserens venstre Arm og holdes med deres Lydtragt over Hovedet, saaat denne er meget nær ved Mundstykket, minde stærkt om en ligeledes den Gang benyttet Form (Lituus), der navnlig brugtes ved Rytteriet. Et pompejansk Basrelief viser en saadan Lituusblæser eller Buccinator (Fig. 420), der paa sit Instrument signaliserer det Øjeblik, da Gladiatorerne skulde ophøre med Vaabenkampen for at begynde Nævefægtningen. En lignende Fremstilling findes paa en Gemme i Berliner-Museet.
Alle de herhen hørende Instrumenters stærke Klangfarve gjør dem særlig anvendelige til offentlig Brug. Det Var hos Romerne en Forret for de Fornemme at blive begravede under Trompeters Lyd; den simple Mand maatte lade sig nøje med Fløjtespil. Ennius udmaler i sit bekjendte Hexameter paa en slaaende Maade disse Instrumenters Lyd:
tuba terribili sonitu taratantara dixit;'
ligesom Virgil i sit:
tuba terribilem sonitum procul aere canoro.
I Ægypten tilskriver man Osiris Opfindelsen af Trompeten, og vi finde paa gamle Monumenter talrige Fremstillinger, som vise Brugen af Instrumentet saavel i Felten under Troppernes Marsche som til Signaler og Sammenkaldelse af Folket. I Ægypten bleve Jøderne bekjendte med Trompeten, som de tildelte en stor Rolle ved deres religiøse Ceremonier. »Gjør Dig to Basuner^[2] af Sølv, med drevet Arbejde skal Du gjøre dem, og Du skal have dem til Menighedens Sammenkaldelse, og naar Lejren skal rejse; og Præsterne, Aarons Sønner, skulle blæse i Basunerne«, hedder det i 4de Mosebog, og efter den bibelske Skildring synes ved Jerichos Indtagelse ogsaa at være brugt trompetlignende Instrumenter, Koherim, fordi de vare forfærdigede af Oxehorn. Disse Instrumenter i lige Form tilløre uden Tvivl en meget gammel Tid; vi finde næsten udelukkende dem fremstillede paa Monumenter; de i en Halvcirkel krummede træffe vi først hos Ægypterne og Lyderne.
Kineserne betjente sig af Kobberinstrumenter, hvis Opfindelse de henlægge til Fu-Hi's Tid, 2950 f. Kr. Fig. 421 fremstiller det berømte gyldne Horn, et Metalinstrument med en kunstnerisk smykket Overflade. Hos Hinduerne finde vi ogsaa lignende Instrumenter omtalte allerede fra de tidligste Tider; og selv om Formen blandt de forskjellige Folkeslag som Følge af forskjellige æsthetiske Begreber lidt efter lidt er bleven forandret, og derved saavel som ved Anvendelse af andre Arter af Materiale ikke blot det ydre Udseende men ogsaa Klangfarven er bleven ændret saaledes, at de ofte kun have lidet tilfælleds med de Instrumenter, som vi nu særlig kalde Trompeter, saa er dog Principet for alle disse Instrumenter det samme.
I de trompetlignende Instrumenter svinger en Luftsøjle af betydelig større Længde end Tykkelse, men ved den forskjellige Styrke i Anblæsningen kan den tvinges til at dele sig i flere vibrerende Partier og derved frembringe Tonerne i den diatoniske Skala. Af denne Grund regne vi hertil ikke blot de egentlige gamle Trompeter men ogsaa Hornet, det vil sige den Form, som ved sin tyske Benævnelse Waldhorn henviser til dets oprindelige Brug.
Valdhornet (Fig. 422) har en Rørlængde af 20 Fod og stemmer i Es; denne benyttes dog ikke, derimod de højere Toner Es, B, es, g, b, des', es', f', g', as', a', b' o.s.v. Denne Rørets store Længde nødvendiggjør dets spiraldrejede Form, hvis Tildannelse volder særdeles Vanskelighed. Det vilde neppe være muligt uden videre at lodde en lang Blikstrimmel saaledes sammen, som man ser paa Røret af et Valdhorn eller en Trompet, uden at der kom Folder og Buler, der vilde have en meget skadelig Indflydelse paa Tonen. Man undgaar dette ved følgende Fremgangsmaade: Man tildanner først et lige Rør, tillodder og udhamrer det overalt meget omhyggeligt og fylder det derpaa med smeltet Bly; naar det hele er bleven afkjølet, bøjes det i de ønskede Vindinger, de mulig opstaaede Ujevnheder glattes ud med Hammeren og Blyet fjernes tilsidst ved Udsmeltning.
Naar man taler om de ældre krummede Horn, menes dermed særlig saadanne, som vare bøjede i en Halvcirkel. I Bøffelhornet, Jægerhornet og dut nuværende engelske Buglehorn (af bugle, en vild Oxe) ere saadanne gamle Former endnu bibeholdte. Bøjningerne i Cirkler og Ellipser skrive sig derimod fra Begyndelsen af det 16de Aarhundrede og have siden den Tid været almindeligt brugte. Valdhornet kom i Begyndelsen af forrige Aarhundrede fra Paris til Tyskland, indført af den i Böhmen bosiddende og for sine Særheder bekjendte Grev Franz Spork.
I Musiken spille Blæseinstrumenter af Metal uden Sidehuller en meget stor Rolle. Indtil Händels Tid, da Harmonien var meget simplere, og Komponisterne kun kjendte et forholdsvis ringe Antal af orkestrale Effektmidler, spillede Trompeten sammen med Violinen Melodien. Dens klare Klangfarve gjorde den særlig egnet hertil. Trummeten er i Hænderne paa en god Mester, der forstaar rigtigt og kunstmæssigt at traktere den, et herligt Instrument«, siger Michael Prætorius i Begyndelsen af det 17de Aarhundrede. Senere anvendtes Trompeterne mere i Mellemtonerne; men herved har Kunsten at blæse Trompet gjort betydelige Tilbageskridt, saaat vore nuværende Trompetere ikke ret vel ville kunne fyldestgjøre de Fordringer, som f.Ex. Händel endnu stiller til dem. Navnlig synes Kunsten, at kunne med Lethed frembringe de højere Trompettoner, at være gaaet tabt, saaledes at allerede Mozart ved Instrumenteringen af Händels »Messias« maatte fordele Trompetpassagerne paa flere forskjellige Instrumenter.
Den fremadskridende Udvikling af den harmoniske Musik, som ikke kan nøjes med den diatoniske Skala, maatte snart lede til Forsøg paa efter Behag at kunne forlænge og forkorte Luftsøjlen i Instrumentet og derved frembringe de mellemliggende kromatiske Toner. Hvad Valdhornet angaar (se Fig. 422) kunde man vistnok ved at indføre Haanden i dets meget store Lydtragt til en vis Grad forandre Tonernes Højde og Dybde, men dette lod sig ikke gjøre ved Trompeten, og man maatte paa anden Vis søge at naa dette Maal. For at forandre Instrumentets Grundtone, saaledes f.Ex. forvandle C-Hornet til et Es-, F-Horn o.s.v., anvendte man Sætstykker, de saakaldte Bøjler, som bleve anbragte under Mundstykket, og som saaledes forlængede Røret det ønskede Stykke. Efter Prætorius gaves der ved Aar 1600 kun en eneste »Trummet, vulgo Felttrummeternes Tarantara i d«. »Endnu for ganske faa Aar siden«, skriver han i Aaret 1619, »har man ved nogle Fyrsters og høje Herrers Hoffer forlænget dem paa Mensuren, eller endog stukket Bøjler derpaa, saaat de stemme deres Bas en Tone dybere in modum hypojonicum«. Alt dette hjalp imidlertid kun, naar der skulde ske en Forandring i hele Tonearten; de i den specielle Toneart manglende halve Toner kunde naturligvis ikke frembrines herved. Dette opnaaede man først ved bevægelige Udtræk, som gik lufttæt i hverandre, og som ved at trækkes ud forlængede den svingende Luftsøjle, ved at skydes sammen forkortede den og gjorde Grundtonen højere. Saaledes udviklede Basunen sig af Trompeten. I Principet ere begge Instrumenter fuldkommen ens, og, naar Rørene i Basunen blive fixerede i en bestemt Stilling, saa har man i Virkeligheden kun en Trompet af en betydelig Rørlængde og derfor af en dybere Grundtone.
Ogsaa paa Valdhornet søgte man at anvende denne Ide, og de saakaldte Inventionshorn, som Anton Josef Hempel i Dresden opfandt 1754, ere de første Forsøg herpaa. Rørenes Bevægelse var imidlertid saa vanskelig, at man snart opgav dette, saa meget mere som Clagget i England i Slutningen af forrige Aarhundrede og Heinrich Stötzl fra Pless i Øvre-Schlesien i 1815 med Instrumentets Hovedrør forbandt flere i samme udmundende Birør og derved, at Indgangene til samme efter Behag kunde aabnes ved Ventiler, gav den svingende Luftsøjle en større eller mindre Længde.
Ventilerne bleve afpassede med Fingrene. Først anbragte Stötzl paa sit Horn kun to saadanne Ventiler, af hvilke den ene stemmede Luftsøjlen netop en halv Tone dybere, hvorved allerede den kromatiske Skala blev udstrakt indtil gis; for ogsaa at kunne tage gis, maatte man have endnu en tredie Ventil; denne blev indført 1830 af Müller i Mainz, og hermed var Ventilhornet færdigt i sin nuværende Form (Fig. 423).
Den Mekanisme, hvorved de forskjellige Rørstykker sættes i Forbindelse med hverandre, er forskjellig. Paa de tyske Instrumenter bestod den i det væsentlige af en dobbelt gjennemboret Hane (Firegangshane), saaledes som vi have lært den at kjende ved Omtalen af Luftpumpen, og Fig. 424 viser os, hvorledes Rørene indvendig ere forbundne. Drejningen af Hanen sker ved en Tast, som er anbragt i en ret Vinkel med Axen og anslaas med Fingren. Men let Bevægelighed og fuldkommen lufttæt Tillukning kan kun vanskeligt opnaas paa denne Maade, og Meifried i Paris vilde derfor i Stedet for Hanen anvende hule Cylindre, som bevægedes lodret, en Ide, som Adolf Sax, musikalsk Instrumentmager i Brüssel bragte til Udførelse i Aaret 1833. Maaden, hvorpaa denne Mekanisme virker, forstaas ligeledes bedst af en Tegning, og vi give i Fig. 425 et Gjennemsnit, hvoraf kan ses Pistonens Stilling, naar der spærres af for Birørene; i Fig. 426 ses, hvorledes Birørene sættes i Forbindelse med Hovedrøret, naar Cylindren trykkes ned, og i Fig. 427 er givet en Tegning af den indre Mekanisme i et Instrument med sex Pistoner.
Som man ser af disse Afbildninger, maa Luftstrømmen, naar den passerer Pistonens Hulhed, gjennemløbe en temmelig skarpt krummet Vej, hvorved ikke blot Instrumentets Behandling besværliggøres, men ogsaa selve Tonens Renhed lider. Sax, som imidlertid havde bosat sig i Paris, forandrede den kompakte og kun med to trange Udtræk forsynede Piston til en indvendig hul Cylinder, som var gjennemboret paa de Steder, som stod i Forbindelse med de vedkommende Rør; da Luften saaledes fik betydelig større Plads til at undvige, blev Tonen baade blødere og renere. Fig. 428—430 viser os denne Indretning set fra forskjellige Sider: udvendigfra, i Gjennemsnit og med forskjellig Stilling af Cylindren, saa udførlig, at enhver videre Forklaring er overflødig.
Sax har indrettet næsten alle Blæseinstrumenter efter sit System; af den Rigdom paa Former, hvoraf hans Lager bestaar, kunne Afbildningerne Fig. 431 1—31 give en Forestilling. Overgangene fra den ene til den anden, og Kombinationer af forskjellige Former, give disse Instrumenter et Udseende, som har megen liden Lighed med den oprindelige Trompets eller det gamle Horns. For disse forskjellige Produkter er ligeledes blevet opfundet forskjellige Navne: Saxhorn, Ophikleïde, Baroxyton, Euphonion o.s.V.
I Tyskland har navnlig W. F. Cerveny i Königgrätz ved fortsatte Arbejder paa at fuldkommengjøre sine Instrumenter skaffet sig et berømt Navn. Det var ham, som opgav den ældre snevre Konstruktion af alle Blikblæseinstrumenter, hvorved Grundtonen ikke kunde gjøre sig gjældende, og som gav sine Instrumenter et videre Gjennemsnit, hvorved han gjorde et rent og fuldt Anslag af Grundtonen muligt. Det var for saa vidt et stort Fremskridt, som Instrumentets Rør for de dybe Toner kunde forkortes til det halve.
De tyske Instrumentmagere have undertiden i Stedet for de Saxske Cylindre bibeholdt Hanerne, som, da den dobbelt gjennemborede Kjærne ikke er meget høj, men snarere har Form af en stærk Skive eller et Hjul, kalde Hjulmaskiner. Gjennemboringen løber i en Bue, saaat Luftsøjlen paa denne Maade er beskyttet mod altfor voldsomme Rystelser. »Hjulet« fik af Cerveny ikke blot to, men indtil sex Gjennemboringer, og han benyttede lignende Indretninger til at omstemme Instrumentet. De tidligere brugte Bøjler, som for hver Gang maatte sættes paa og tages af, bleve en integrerende Del af Instrumentet og bleve ved den tilsvarende Stilling af Vexelmekanismen i «Hjulet« indføjede i det vibrerende Rør.

Klarinetten, Oboen, Fagotten m. fl. Det svingende Legeme, som bringer Luftsøjlen i Trompeten, Basunen, Valdhornet o.s.v. til at tone, er vor Munds elastiske Læber, De vibrere i det tragtformede Mundstykke, og dettes Dimensioner ere derfor af stor Vigtighed for Behandlingsmaaden af Instrumentet. Men der gives endnu en anden Klasse af Instrumenter, hyor det svingende elastiske Legeme er fast forbundet med Røret og bestaar af en vibrerende Tunge, som ved sine hurtigt paa hinanden følgende Svingninger afvexlende sammentrykker og udvider den forbipasserende Luftstrøm, fortætter og fortynder den og saaledes fremkalder en Bølgebevægelse.
Urtypen for dette Instrument finde vi i Løvetandens (Leontodon taraxacum) hule Stilk, som Børnene lave Piber af ved at trykke den flad i den ene Ende. Klarinetten, Fagotten, Oboen, Skalmejen og lignende Instrumenter bestaa alle af et snart cylindrisk, snart konisk Rør, som opadtil gaar over i Mundstykket med den svingende Tunge, nedadtil i den udvidede Lydtragt. Klarinetten har kun en, Oboen og Fagotten to saadanne Tunger. Klarinettens Mundstykke er derfor i sin ikke vibrerende Del af større Tykkelse, medens de to andre Instrumenter løbe ud i et langt, meget tyndt Næb. De smaa Tunger bestaa i Almindelighed af ganske tyndt slebet Sukkerrør.
Hvert saadant Instrument vilde vel — foruden sine Overtoner — ligesom Løvetandens Stilk kun have en eneste Grundtone. Men, da der ikke kunde stilles noget op med denne Musik, har man langs ad Trærøret boret Huller, som ved at aabnes kunne sætte den svingende Luftsøjle i Forbindelse med den ydre Luft og derved forkorte dens Længde; at anbringe Udtræk, som ved Metalinstrumenterne, kunde ikke lade sig gjøre, da Materialet her er Træ. Under Spillet blive disse Aabninger, Lydhullerne, tillukkede med Fingrene og aabnede efter Behov. Den dybeste Tone giver Røret, naar alle Lydhullerne holdes lukkede; aabnes det Lydhul, som ligger nærmest ved Mundstykket faas den højeste Tone. Men med disse Toner er ikke Rækken af de mulige Effekter afsluttet; ogsaa de vibrerende Alikvotdele og Luftsøjlerne kunne anvendes og fremkalde en lignende Række af Overtoner som paa Metal- blæseinstrumenterne.
Det ældste Instrument af dette Slags og vel ogsaa det mest ufuldkomne er Sækkepiben. En Pibe med flere Lydhuller er med sit Mundstykke anbragt i en lufttæt Skindsæk, der gjennem et Rør kan blæses op og som atter kan tømmes ved et Tryk med Armen. Den udstrømmende Luft frembringer Tonen, og alt eftersom Armen trykker stærkere eller svagere paa Sækken, blive Pibens Toner mer eller mindre stærke. Sækkepiben er et meget, udbredt Instrument. Fra Jøderne og Grækerne kom det til Romerne; nuomstunder spiller det endnu en Rolle i den skotske og polske Nationalmusik. Skotterne have bragt det med sig til Kolonierne, og i Amerika og Australien er det temmelig almindeligt. Dets Konstruktion er meget simpel og er den samme som fordum i Grækenland, hvor man forfærdigede det af et paa Kjødsiden garvet Vædderskind, hvorimod man lod Haarene og det behornede Hovede blive siddende; men alle Aabninger maatte være omhyggeligt tilsyede.
Sækkepiben er et Hyrdeinstrument, men i den højere Musik er det uanvendeligt paa Grund af sin Fattigdom; ikke blot det ringe Toneomfang, men fremfor alt Umuligheden af at frembringe en kunstmæssig Nuancering af Forte og Piano gjør det ubrugeligt paa et højere Kulturstadium. Ethvert Blæseinstrument faar først Sjæl ved den menneskelige Mund, og derfor kunde kun de, som direkte bleve anblæste fra Læberne, i Tidens Løb naa en højere Fuldkommenhed. — Ogsaa i Italien kan man faa Lejlighed til at høre Sækkepibere.
Oboen maa ligeledes efter sit Princip føres tilbage til Naturpiberne, saaledes som de lade sig fremstille af den unge Bark af Grene, der er trykket flad i sin ene Ende, og er saaledes vistnok overhovedet et af de ældste Instrumenter. Hos de gamle Grækere benyttedes Syrinx, som, at dømme efter Beskrivelsen, maa have været en ufuldkommen Obo. Skalmejen (Chalumea, Hyrdepiben, af Calamus, et Rør) maa anses for den nærmeste Forløber for Instrumentet i dets nuværende Form.
Navnet Obo eller Hobo stammer fra det franske Hautbois, fordi Instrumentet forfærdiges af Træ, og fordi det før Klarinettens Opfindelse alene spillede Melodien. Det er dannet som et konisk Rør, der udvider sig noget nedad. Medens man paa de ældste Instrumenter, til hvilke uden Tvivl ogsaa de Gamles fistulæ og tibiæ bør henregnes, og hvor man tillukkede Lydhullerne med Fingrene, følgelig kun kunne anbringe højst otte Huller, indtraadte en væsentlig Forandring, da man fandt, at man ligesaa godt kunde lukke disse med Klapper, som bleve aabnede ved et Tryk med Fingeren. Man kunde da forøge Antallet af Lydhullerne, og de nuværende instrumenter have i Reglen 16 Klapper. Men derved optaarnede sig ogsaa en hel Mængde Vanskeligheder, ikke alene med Hensyn til Behandlingen af Instrumentet, men ogsaa ved dets Konstruktion, og i Virkeligheden hører en Obo, paa hvilken der kan frembringes alle de Toner, man behøver, i deres fulde Renhed, endnu til de uopnaaede Idealer. Hvor mange Forbedringer man end har foretaget, gives der dog stedse en Mængde Toner, som snart ere for høje, snart for dybe, og som den Spillende maa se at bøde paa ved allehaande Kunstgreb. Lydhullerne befinde sig slet ikke paa de Steder, hvor de efter Fysikens Love skulde være, og kun en fuldstændig Omdannelse af Systemet, saaledes som Böhme har foretaget paa en fuldkommen rationel Maade, kan afhjælpe de Mangler, som Virtuoser paa dette Instrument kun med stort Besvær kunne omgaa.
Det engelske Horn (Corno inglese) har stor Lighed med Oboen i Henseende til Indretning og Klangfarve. Den ejendommelige Næselyd i begge Instrumenter fremkommer ved Anvendelsen af to Tunger. Toneomfanget af det engelske Horn er det samme som paa Oboen, fra c kromatisk gjennem 2½ Oktav; men de højere Toner blive ikke benyttede. Det er ikke et lige Rør, men det har noget over Midten et Knæ.
Fagotten er det tredie Instrument i denne Række. Det naar fra B til es" og har otte Lydhuller, om hvis Stilling det samme gjælder, som er sagt om Oboen, — ja endog i højere Grad. Med Schafhäutl kan man kalde Fagotten i sin nuværende Skikkelse det mest ufuldkomment konstruerede Instrument, og dog kan det ikke undværes paa Grund af dets prægtige Effekt; men dets Behandling kræver betydelig Virtuositet. Fagottens Rør er 8—9 Fod langt, hvorfor det ogsaa maa have den bøjede Form.
De tre sidstnævnte Instrumenter forekomme desuden i mangfoldige Modifikationer og forskjellige Dimensioner og betegnes da med forskjellige Navne.
Klarinetten er et forholdsvis ungt Instrument, thi det blev først, opfundet af Christoff Denner i Nürnberg i Aaret 1696. Den har kun en vibrerende Tunge, som er stærkere og længere end paa Oboen. Rørets Diameter er ogsaa større end paa det sidstnævnte Instrument, og derved taber Tonen sin Næselyd, men faar en større Fylde.
Oktaverne kunne derfor ikke frembringes ved samme Greb, og denne Omstændighed nødvendiggjorde Anbringelsen af et andet System af Lydhuller.
Iwan Müller, som forbedrede Klarinetten, gav den 13 Klapper; dette er vel tilstrækkeligt for at kunne spille i alle Tonearter, men der er dog mange Toner, som ikke ere rene, og en grundig Omdannelse vilde være af væsentlig Fordel for den udøvende Kunstner. Tidligere benyttede man i Orkestret et større Antal Klarinetter, som maatte ombyttes, naar der skulde skiftes Toneart. Nu bruger man almindelig kun C-, D- og A-Klarinetter.
Klarinettens Klangfarve staar i Sammenhæng med Manglen paa de ligetallige Overtoner. Analyserer man nemlig en Klarinettone, f.Ex. C, finder man, at den ikke er sammensat af sine naturlige Overtoner C, c', g', c", e", g", b", c'", d'", e'" o.s.v., saaledes som det er Tilfældet med Oboen, hvor kun Tonerne c', c", g", c'" o.s.v., klinge svagere end de mellemliggende, men Klangen bestaar kun af Tonerækken C, g', e", b", d'" o.s.v. Klarinettens Mundstykke er forøvrigt i nyere Tid anbragt paa en Mængde Instrumenter, som i deres Konstruktion mere ligne visse Messinginstrumenter, og Musikapparaterne have paa dette Omraade opnaaet en Righoldighed, som man bedst kan gjøre sig en Forestilling om ved at betragte omstaaende Afbildning af Saxske Instrumenter (Fig. 433 1—13).

Fløjten. Vi faa fremdeles andre Former af Instrumenter, naar Tonen ikke frembringes ved vibrerende elastiske Legemer, der sætte Luften i Røret i Svingninger, men ved at en Luftstrøm slaar an mod en modstaaende Kant. En hul Nøgle, hvori vi blæse, viser os den simple Form, hvori de Gamles Pantløjte paa den mest primitive Maade træder os imøde. Vi kalde de Instrumenter, som grunde sig paa dette Princip, fløjteagtige. Man maa forøvrigt ikke hermed forvexle de antike Instrumenter, som gaa under Navnet »Fløjte«. Allerede den gamle Mythe — efter hvilken Pallas Athene bortkastede den Fløjte, hun havde opfundet og forbandede den, der atter tog den op, fordi Gudinden, udlet af Juno og Venus, først i Idas Kilde havde opdaget, hvorledes hendes. Ansigt dkæmmedes, naar hun blæste paa den — maate have været tilstrækkelig til at overbevise Oldgranskerne om, at det Instrument, som de Gamle betegnede med Ordet aulos, slet ikke kan forvexles med vor Fløjte. Den ofte omtalte Kjendsgjerning, at de gamle Virtuoser, naar de spillede paa »Fløjte«, for ikke at sprænge Kinderne, lagde et Læderbind om Kinder og Mund, leder snarere til den Formodning, at dette Instrument har lignet vor Oboe eller Klarinet. Virkelig ser man ogsaa paa gamle Afbildninger, at den saakaldte Fløjte er et konisk Instrument med tre til fem Lydhuller og paa den nedre Ende hyppig forsynet med en Lydtragt.
Det synes, som om Fløjten i sin nuværende Skikkelse er en tysk Opfindelse, som kan udlede sin Oprindelse al den saakaldte Schweizerfløjte. Militærmusiken bestod i ældre Tid af Trommer og Piber; disse sidste vare cylindriske Instrumenter, som i Begyndelsen kun havde sex Lydhuller; det syvende Hul for Tommelfingeren kom først senere til, og den berømte Fløjtevirtuos Quanz føjede endnu et ottende til. Fløjtens Princip er saaledes overmaade simpelt, og deri ligger Grunden til den rene, fine Tone, som dog ganske vist har noget sygeligt ved sig, hvorfor ogsaa dette Instrument særlig var yndet i den sentimentale Gessnerske Periode. For den musikalske Anvendelse frembyder imidlertid den simple Indretning adskillige Hindringer; thi da der med blot otte Lydhuller skal frembringes en Række af mindst nogle og tredive Toner, blive de akustiske Forhold, paa Grund af den herved nødvendigblevne Behandlingsmaade, saa indviklede, at Tonerne ikke alene let blive urene, men at deres Frembringelse frembyder betydelige Vanskeligheder for den Spillende. Fløjtens Bygning er derfor ogsaa en af Instrumentmagernes sværeste Opgaver, og i Virkeligheden ere disse først blevne løste i den nyere Tid af Böhme i München. Han forøgede Antallet af Lydhuller, idet han anbragte 14 saadanne fra c' til c" netop paa det Sted, hvor de efter Beregningen skulde være, samt gav dem saa stort Omfang som muligt. Dette sidste var især nødvendigt for at gjøre Medvirkningen af den Luftsøjle, som var indesluttet i Røret nedenfor Lydhullet, uskadelig; thi jo mindre den Aabning er, gjennem hvilken den indvendige Luftsøjle kommunicerer med den ydre Luft, desto vanskeligere naas Hensigten at gjøre Fløjten til en aaben Pibe, som kun naar til det paagjældende Lydhul. Da disse 13 Lydhuller naturligvis ikke kunde betjenes med Fingrene, bedækkede Böhm dem med Klapper, der bleve aabnede ved en særlig Mekanisme.
Paa Fløjter efter de ældre Systemer var Antallet, Ordningen og Størrelsen af Lydhullerne betinget af Haandens Bygning; men da nu Lovene for en svingende Luftsøjle ikke lade sig ændre efter saadanne Forhold, maatte man til stor Skade for Klangvirkningen afvige fra den simple Form, og Fløjten var tilsidst bleven en meget indviklet Sammenstilling af koniske og cylindriske Rørstykker, fuld af Fejl og Mangler, som der hørte et stort Mesterskab til at bøde paa. De manglende halve Toner bleve frembragte ved ganske ejendommelige Hjælpemidler, idet man f. Ex. kombinerede Virkningen af to ved Siden af hinanden liggende Lydhuller og saaledes efter Behov forhøjede eller fordybede en Tone med ligesaa stort Interval som den savnede.
Det forstaar sig af sig selv, at Tonen paa denne Maade tabte betydeligt i Kvalitet. Böhme derimod frigjorde sig fra disse Ulemper, idet han omdannede Fløjten til et simpelt akustisk Apparat, hvis Virkninger nøjagtigt kunde beregnes. Han skilte Klapperne fra Gribepladerne og ordnede disse paa en for Haanden bekvem Maade efter Længdeaxen, hvorfra Klapperne kunde aabnes og lukkes ved Hjælp af tilstrækkelig lange bøjede Vægtstangsarme. Desuden gjorde han den mekaniske Udførelse af de enkelte Dele smuk og fuldendt i enhver Henseende.
Det Böhmeske System har i den seneste Tid tildraget sig mere og mere Opmærksomhed; han selv har med lige fortrinligt Resultat anvendt det paa de øvrige, særlig Træblæseinstrumenterne, og man maa haabe, at det fuldstændig vil fortrænge de ældre Indretninger. I Frankrig har man allerede fuldstændig adopteret dette System, og den udvidede Anvendelse af det har ført til talrige Konstruktioner af Klappeinstrumenter, hvoraf vi i Fig. 433 have afbildet nogle af de interessanteste, saaledes som de vare udstillede af Sax i London i 1862.

Tungeinstrumenterne høre egentlig til de i Principet simpleste musikalske Instrumenter, thi Tonen bliver her frembragt direkte ved Svingninger af elastiske Metalblade og er derfor fast bestemt for hver Tunge; den varierer ikke ved den forskjellige Behandlingsmaade, og kan ikke, saaledes som den svingende Luftsøjle, bringes til at udvikle hin bekjendte Række af Overtoner. Som oftest ere Tungerne af Staal og sættes i Svingninger af en Luftstrøm.
Hurtigheden af disse Svingninger, Tonens Højde, afhænger af Tungens Spænding (Stivhed) og Vægt, idet den større Spænding giver en højere, den større Vægt en dybere Tone. Ved at forkorte eller forlænge den svingende Del kan man altsaa forandre Tonen, og derfor betjener man sig i Alminde­lighed af en forskydelig Stemmestift, som ligger fast an mod Tungen og bestemmer dens Svingningslængde; denne Forandring kan imidlertid efter Sagens Natur ikke ske under Spillet og kan desuden kun ske indenfor visse Grænser, hvorfor den blot bruges til at stemme Tungerne indbyrdes. Tonens Styrke beror paa Svingningernes Længde og er derfor en Følge af de vibrerende Tungers større eller mindre Udslag i Forhold til den drivende Luftstrøms Styrke.
Mundharpen bestaar rigtignok blot af en eneste elastisk Metaltunge, men desuagtet kan hermed frembringes forskjellige Toner. Dette synes at staa i Modstrid til, hvad der er sagt i det foregaaende, men lader sig dog let forklare. Fjedren giver ganske vist kun en bestemt Tone, men det er ikke denne, der kommer til Anvendelse, men derimod Tonerne af den i Mundhulen svingende Luftsøjle. Det ses altsaa at Mundharpens Virkning beror paa et helt andet Princip.
Hvis man anslaar en Staalstav, og som saadan kunne vi betragte Tungerne, klinger den kun svagt i og for sig; men dens Tone kan forstærkes, naar man sætter den i Forbindelse med en Resonansbund og endvidere ved at holde den over en mod Siderne aflukket Luftsøjle, hvis Længde svarer til den samme Svingningshastighed. Anslaar man f. Ex. en Stemmegaffel, hører man først kun de klirrende Overtoner; men naar man holder dens svingende Grene over Aabningen paa en Flaske og ved Paafyldning af Vand bringer den indesluttede Luftsøjle til at have den rette Længde, vil denne ogsaa blive sat i Svingninger, og en Tone bliver tydelig hørlig. Nu kan man ikko blot gjore den ene Tone, der svinger ligesaa hurtig som Stemmegaflen, hørlig, men alle de Toner træde tydeligt frem, hvis Svingninger falde sammen med Stemmegaflens første, andet, tredie, fjerde o.s.v. Udslag, altsaa først Oktaverne, derpaa Kvinterne, Duodecimerne, Sexterne o.s.v. Disse Toner man imidlertid ligge dybere end de Svingninger af Staalstaven, som fremkalde dem, og modens ved Metalblæseinstrumenterne den svingende Luftsøjles Grundtone maa være meget dyb, naar Overtonerne skulle ligge hinanden nær nok for at være musikalsk anvendelige, maa her, naar der af en svingende Staalstav skal frembringes en Række af anvendelige Undertoner, Antallet af dens Svingninger være meget stort.
Dette er Tilfældet ved Mundharpen. Dens Fjeder svinger meget hurtigt. Den Luftsøjle, som ved den bliver sat i Bevægelse og frembringer den hørlige Tone, er den af Svælgets og Luftrørets Vægge indesluttede Luft, og ved at gjøre Hulheden snevrere eller videre, ligesom Luften i Flasken ved Paagydning eller Afhældning af Vand, bliver den tilpasset til at svare til de forskjellige Toner. De fleste Mundharper — i Millionvis — blive forfærdigede i Byen Steyer.
Mundharmonikaen har derimod forskjelligt stemte Metaltunger, anbragte saaledes i en Plade, at de frit kunne svinge i Udskjæringer i samme, naar de ved en Luftstrøm blive bragte ud af Ligevægt. For at de hver for sig kunne bringes til at tone, er hver Tunge anbragt i en særskilt Celle, ind i hvilken man kan blæse, I Almindelighed er der anbragt to Tunger ved Siden af hinanden, hvoraf den ene svinger udad den anden indad, og der fremkommer da en Tone, naar man blæser ind i Cellen, en anden, naar man suger Luften til sig. Tonen frembringes her udelukkende ved den elastiske Tunge selv, og Pladen, hvori Tungerne ere anbragte, virker i det højeste kun som Lydforstærkende. Et langt fuldkomnere Instrument er
Harmoniet, ogsaa kaldet Fysharmonikaen, Æolodikon, Serafine o.s.v. Det blev opfundet omtrent Aar 1820 af en Amtsforvalter Eschenbach i Königshofen ved Saale, og var i sin oprindelige Skikkelse et Tangentinstrument med en Blæsebælg, som blev traadt med Fødderne, og hvorfra smaa Luftkanaler, der aabnedes ved at nedtrykke Tangenterne, ledte Luftstrømmen hen imod de afstemte Staaltunger. Saa behagelig end den Virkning var, som kunde frembringes med dette Instrument, der snart fik en stor Udbredelse og undergik mange Forbedringer, var der dog en uheldig Omstændighed, som var meget forstyrrende, og som i betydelig Grad indskrænkede dets Anvendelse. Tungerne komme nemlig ikke strax i fuldstændig Svingning i det Øjeblik, naar Luftstrømmen træffer dem; thi der gaar altid nogen Tid, inden Tonen opnaar sin fulde Styrke, og hvorvel denne gradvise Svulmen i visse Tilfælde endog kan være af betydelig Effekt, er Intoneringen dog ved alle hurtigere Passager ikke præcis nok. En vis Martin i Paris forenede derfor med den omtalte Mekanisme et Hammerværk ligesom paa Pianoet, saaat Luftstrømmen kun havde at vedligeholde de ved Hammerværket fremkaldte Svingninger. Disse Instrumenter kaldtes Orgues á percussion. Men desuden kombineredes de med mange Slags Indretninger; man lod Vinden forstærkes eller gjøres svagere gjennem jalousilignende Klapper; man indrettede Kanalerne saaledes, at de forskjellige Tunger ved en Tangent bragtes til at stemme med hinanden, hvorved Klangfarven forandredes i væsentlig Grad, man forøgede Antallet af Blæsebælgene til to, en for hver Fod, og gav den desuden et særligt Vindkammer o.s.v., saa at det nuværende Harmonium mere regnes at høre til de bedste musikalske Udtryksmidler.
De franske og tyske Harmonier udmærke sig ved en særdeles kraftig, de amerikanske ved en usædvanlig blød og behagelig Tone. Ved de første frembringes Tonen ved Luftstød, medens den ved de sidste fremkaldes ved Sugning.
Trækharmonikaen eller Akkordiet er en Fysharmonika i formindsket Maalestok, hvor Blæsebælgen bliver bevæget ved Haanden. Dens Ydre er saa bekjendt, at vi ikke behøve at beskrive det nærmere. Tungerne ligge i de to stærke Plader som lukke for Enderne af den foldede Bælg. Aabningerne i Pladerne ere akkurat saa store som Tungerne, saaat ingen Luft kan gaa forbi ved Siden. Tungerne ere befæstede saaledes i Pladerne, at de svinge baade naar Bælgen trækkes ud og naar den lukkes sammen. Vindledningerne blive aabnede ved Tangenter, der som oftest have Form af smaa Knapper.
I England har Trækharmonikaen faaet en Forbedring af Wheatstone, der i Stedet for den firkantede Form har givet den en ottekantet; han udvidede Toneomfanget til tre Oktaver ved en kromatisk Skala og lod alle dens indre Dele forarbejde med den største Nøjagtighed. Instrumentet kaldte han nu Concertina. For os har dette Instrument ingen større Interesse end Trækharmonikaen, der navnlig forfærdiges fabrikmæssigt paa forskjellige Steder i Tyskland til en Pris af 2—80 Kroner Stykket.
I alle disse Instrumenter, Fysharmonikaen saavel som Trækharmonikaen, træder den pladeformede Ramme, hvori Tungerne ere anbragte, i Stedet for Resonansbund.
Spilleværker, Spilledaaser o. desl., hvor de elastiske Tunger blive bragte til at svinge, ikke vrd et Vindstød men ved Hjælp af Stifter, der ere fæstede paa en Valse, der drejer sig rundt, og som tage Tungerne et Stykke med sig for derpaa at slippe dem, have ikke nogen særlig Ramme. Tungerne hænge indbyrdes sammen og ere ved Savsnit udskaarne af en skraat afskaaren Staalplade. For at stemme dem ned til de dybere Toner er der paaloddet smaa Blyvægte, der saaledes forøge Vægten af den vibrerende Tunge. Valsen og Uhrværket, som sætter den i Bevægelse, ere i Grunden Hovedsagen i dette Apparat, og det burde maaske derfor snarere omtales under Uhrmagerkunsten end under Instrumentmageriet, hvorfor vi ej heller her ville gaa nærmere ind paa Enkelthederne.
Vi maa dog her omtale de automatiske Spilleværker, der ligeledes sættes i Bevægelse ved saadanne Spillevalser, men hvor man for at frembringe Toner ikke alene anvender elastiske Metaltunger, men ofte en meget kompliceret Forbindelse af alle tænkelige Tonegivere. Det er det saakaldte Orkestrion, af hvis Opfindelse og Udvikling navnlig Alexander Kauffmann i Dresden, Rebicek i Prag, Blessing og Welte i Vöhrenbach i Schwarzwald have gjort sig fortjente. Denne sidste havde sendt et Orkestrion til Udstillingen i 1862, som er bleven anset for det mest fuldkomne, der hidtil er præsteret i denne Retning. Afbildningen Fig. 434, Side 524, giver os en Forestilling om dette interessante Værk. Maskinen havde to Uhrværker, som sattes i Gang ved tunge Vægtlodder. Stifterne vare spiralformig fordelte paa Valsen i otte Omgange. Med de hermed berørte 186 Tangenter stode nu de forskjellige Tonekilder i Forbindelse, som i mangfoldige Sammensætninger efter lignede Klangfarven af de forskjellige Instrumenter. 524 Piber i 15 Registre gjengav Karakteren af følgende Instrumenter: Fløjte, Fugarra (Oktav), Piccolo, Obo, Trompet, Horn, Fagot og Basun. Desuden var der en stor Tromme med stærk Trommestok og Paukehvirvel, en lille Militærtromme, Triangel og tyrkiske Bækkener. Tre forskjellige Blæsebælge gave Vind. Noderne til et Musiknumer vare indslagne paa tre Valser, saaledes at der med de 39 Valser, som fulgte med Værket, kunde udføres 13 store Numre.
Lirekassen er en simpel Afart af disse Apparater, som egentlig ikke kunne regnes til de musikalske Instrumenter, da deres Behandling ikke for­langer nogen musikalsk Uddannelse. De finde derfor især Afsætning i saadanne Lande som Rusland, hvor Begjæret efter musikalsk Nydelse hos den stærkt spredte Befolkning ikke saa let kan tilfredsstilles paa anden og bedre Maade.

Orgelet, dette det mest storartede af alle musikalske Instrumenter, støtter sig, saaledes som det nu er, paa alle de Erfaringer, som ere gjorte enkeltvis for hvert af de andre musikalske Instrumenter. Da dets Opgave er at give musikalske Ideer det fuldstændigste og højeste Udtryk og alene at yde, hvad ellers alle de enkelte Instrumenter, hvert med sine Ejendommeligheder, i Forening søge at opnaa maatte man ved dets Bygning tage med i Beregningen alle de særegne Effekter, hvorved disse forskjellige musikalske Udtryksmidler skille sig fra hinanden. Det er Orgelbyggerens vanskelige Opgave at opnaa alle disse Klangvirkninger, og, da Hjælpemidlerne dog kun ere indskrænkede — idet der ved Luftstrømmen, der gjennem Ledningerne tilføres Piberne, ikke blot skal efterlignes alle Blæseinstrumenternes Virkning, men ogsaa Klangen af Strengeinstrumenter —, maa de mægtige Orgeler, som findes i adskillige store Kirker, vække vor højeste Beundring.
Navnet »Orgel« kommer af organum, organon, hvormed henholdsvis det latinske og græske Sprog oprindelig betegnede ethvert Værktøj og Instrument, siden specielt de musikalske og tilsidst en vis Klasse af Blæseinstrumenter. Man har derfor villet tillægge Orgelet en meget høj Alder, og det i mange gamle Skrifter ofte omtalte Vandorgel, som de gamle Grækere allerede kjendte, har man villet henvise til som det Instrument, hvorfra vort nuværende Orgel skulde have havt sin Oprindelse. Men en tilfældig Navnelighed kan, i Særdeleshed da Navnet kun hidrører fra en ukyndig Oversætter uden Sag kundskab, ikke gjælde som Bevis for nogen Overensstemmelse, og noget andel Holdepunkt har man ikke. Vel have flere forsøgt, efter de Beskrivelser Vitrurius, Heron og andre have givet af Vandorgelet, at konstruere et saadant, men det er aldrig lykkedes at komme under Vejr med den egentlige Konstruktion af det Instrument, som blev kaldet organum, hydraulicum.
Imidlertid synes det, som om man allerede tidligt har benyttet musikalske Instrumenter med Blæsebælge og Piber. Eginhard fortæller, at en



^[3]