Christian 9.

Christian 9.
Valgsprog: Med Gud for Ære og Ret
Konge af Danmark
Regerede	15. november 1863 – 29. januar 1906
Forgænger	Frederik 7.
Regent	Christian 9.
Konseils-præsidenter	Se liste Carl Christian Hall Ditlev Gothard Monrad Christian Albrecht Bluhme C.E. Frijs Ludvig Holstein-Holsteinborg C.A. Fonnesbech J.B.S. Estrup Tage Reedtz-Thott Hugo Egmont Hørring Hannibal Sehested Johan Henrik Deuntzer J.C. Christensen
Efterfølger	Frederik 8.
Ægtefælle	Louise af Hessen-Kassel
Børn	Frederik 8. Alexandra af Danmark Vilhelm (Georg 1. af Grækenland) Dagmar (kejserinde af Rusland) Prinsesse Thyra Prins Valdemar
Hus	Glücksburgske slægt
Far	Vilhelm af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg
Mor	Louise Karoline af Hessen-Kassel
Født	8. april 1818 Gottorp Slot
Død	29. januar 1906
Hvilested	1906 Roskilde Domkirke
Beskæftigelse	Konge
Religion	Folkekirken
v d r

Ridder af Elefantordenen 1843

Christian 9. (8. april 1818 - 29. januar 1906^[1]) var konge af Danmark fra 1863 til 1906.

Han var en yngre søn af hertug Vilhelm af Holstein-Beck og den første danske konge af den glücksburgske (lyksborgske) linje af den oldenborgske slægt. Han tog som valgsprog: Med Gud for Ære og Ret.

Christian blev født den 8. april 1818 på Gottorp Slot i Hertugdømmet Slesvig som Prins af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck. Han var fjerde søn og sjette barn af Hertug Vilhelm af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck og Prinsesse Louise Karoline af Hessen-Kassel. Han blev opkaldt efter Prins Christian Frederik af Danmark, den senere Kong Christian 8..

Prins Christians far var overhoved for slægten Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck, en sidelinje til det danske kongehus, der nedstammede fra Kong Christian 3..

Hans mor var datter af Landgreve Karl af Hessen, dansk feltmarskal og statholder i hertugdømmerne Slesvig og Holsten, og Prinsesse Louise af Danmark, datter af Kong Frederik 5..

Gennem sin far nedstammede Christian dermed i lige linje fra Kong Christian 3., mens hans gennem sin mor var oldebarn af Kong Frederik 5.

Den 6. juni 1825 overdrog Kong Frederik 6. af Danmark Glücksborg Slot til Christians far og udnævnte ham til Hertug af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg.

Efter faderens tidlige død i 1831 flyttede Christian til København. Her tog det sønneløse kongepar sig af drengen. Dronning Marie Sophie Frederikke var hans moster, og Frederik 6. hans moders fætter. Christians ældste broder, hertug Carl af Glücksborg, blev i 1838 gift med kongeparrets yngste datter, prinsesse Vilhelmine.

Christian fik en officersuddannelse i København og studerede fra 1839 til 1841 i Bonn.

Den 26. maj 1842 giftede Prins Christian sig på Amalienborg med sin halvkusine Prinsesse Louise of Hessen-Kassel, der var Kong Christian 8.s niece og ligesom han selv oldebarn af Kong Frederik 5.

Efter brylluppet fik parret overdraget Det Gule Palæ i Amaliegade som bolig. De havde ikke særlig mange penge og de levede et meget borgerligt liv.

I 1851 anbefalede den russiske kejser, at prins Christian rykkede frem i den danske arvefølge. I 1852 tilsluttede stormagterne sig dette. I 1853 godkendte den danske rigsdag en ny lov, der rykkede Christian frem i arvefølgen. Der var brug for en ny tronfølgelov, da hverken kong Frederik 7. eller tronfølgeren Arveprins Ferdinand havde nogen arving til tronen.

I virkeligheden var det prins Christians hustru, Louise af Hessen-Kassel, der som niece til Christian 8. og kusine til Frederik 7. havde arveret til tronen ifølge Kongeloven, men nu nød hendes mand godt af denne arveret. (Prins Christian var som sin hustru nærtbeslægtet med det danske kongehus, begge var oldebørn af Frederik 5.)

Den 16. november 1863 blev han dagen efter Frederik 7.s død udråbt til dansk konge under kongenavnet Christian 9. Han var den første konge af huset Glücksborg, en yngre sidelinje af den oldenborgske slægt. Christian 9 var konge af Danmark fra 1863-1906.

Som nævnt døde Frederik 7. i 1863 uden at efterlade sig arvinger. Dette benyttede Friedric af Augustenborg (1829-1880) til at udråbe sig til hertug Friedrich VIII af Slesvig og Holsten. (Friedrich var en søn af den fordrevne hertug af Augustenborg, Christian August, som var leder af en tysk slesvig-holstensk bevægelse i 1848, Friedrichs far døde først i 1869). Hertugslægten nedstammede fra Hans den yngre af Sønderborg. Imidlertid fik Friederich ikke støtte af Otto von Bismarck, hvis mål var en indlemmelse af Slesvig og Holsten i Preussen.

Den egentlige årsag til, at Otto von Bismarck kunne erklære Danmark krig var, at folketinget i november 1863 vedtog en forfatning. som indlemmede Slesvig i det danske rige. C.C. Hall var en af fortalerne for denne ejder-danske forfatning.

Som nyudnævnt konge var Christian 9. betænkelig ved at underskrive forfatningen, idet han kunne forudse problemer med Otto von Bismarck. Imidlertid følte han sig presset hertil, dels af et folkekrav - der var demonstrationer foran slottet hvor folkemængder råbte "Ned med kongen og leve Karl den 15." Baggrunden for dette tilråb sigtede til, at da de nationalliberale fik regeringsmagten i 1857, legede de med tanken om at indgå i en union med Sverige-Norge under fælles konge, Karl den 15. En anden årsag til at kongen til sidst skrev under på forfatningen, kan være ønsket om at fremstå national; der måtte ikke sættes spørgsmålstegn ved hans danske loyalitet.

Næsten som forudset erklærede Bismarck Danmark krig. Natten til 1. februar 1864 gik preusssiske og østrigske styrker over Ejderen med en talmæssigt overlegen styrke. Hertil kom, at preusserne var udstyret med bagladegeværer og riflede kanoner. Danskerne under de Meza afviste det første angreb ved Mysunde den 2. februar. Men stillingen var uholdbar, og de Meza besluttede at foretage en tilbagetrækning, før hæren blev omgået. Denne gennemførtes den 5. februar, men kom til at koste generalen hans kommando, da den danske offentlighed ikke kunne forstå, at Dannevirke måtte opgives uden sværdslag. Bagtroppen under Max Müller udkæmpede en hård kamp ved Sankelmark den 6. februar, mens hovedstyrken under general Gerlach forskansede sig ved Dybbøl. Efter en måneds bombardement stormedes Dybbøl den 18. april 1864. Det lykkes at holde stand mod den knusende overmagt, og den 12. maj blev der sluttet våbenstilstand, medens man afventede resultaterne af London-konferencen, som var åbnet i april. Danmark tilbød at afstå strimmelen mellem Ejderen og Dannevirke, men dette var ikke tilstrækkeligt, og kampene genoptages, og den 29. juni 1864 faldt Als. Kampen var umulig, og den 20. juli sluttes våbenhvile. Ved freden i Wien den 30. oktober måtte Danmark afstå Slesvig, Holsten og Lauenburg.

Historikeren Tom Buk-Swienty afslørede i sin bog Dommedag Als (august 2010), at Christian 9. i et forsøg på at undgå, at det danske monarki mistede kontrol over Slesvig og Holsten, tilbød den preussiske konge Vilhelm 1. at indlemme Danmark i det tyske forbund. Efter datidens forhold ikke ulogisk, idet Holsten allerede var medlem af Det Tyske Forbund, som jo ikke var et samlet Tyskland, men 35 selvstændige stater, som samarbejdede i et statsforbund med toldunion. Preussen og Østrig var stormagterne i Forbundet, som nærmest kan betragtes som et datidens EU. Det skal dog medgives, at de fleste stater i Forbundet var tysktalende.

Forfatningskampen kom til at dominere en lang række af Christian 9.'s regeringsår. Han stod meget konsekvent fast på monarkens ret til selv at vælge sine ministre uden hensyn til Folketingets ønsker, og under hele forløbet støttede han sig uden forbehold til konsejlspræsidenten fra Højre, J.B.S. Estrup, i dennes kamp mod folketingsparlamentarismen og partiet Venstre.

Først efter et knusende nederlag til Højre ved folketingsvalget i 1901 bekvemmede kongen sig endelig til at udnævne et Venstre-ministerium. Systemskiftet til folketingsparlamentarisme var en kendsgerning.

På trods af de mange års politisk strid, hvor kongen stod i modsætning til størsteparten af befolkningen, var han en populær regent på grund af sit fordringsløse og imødekommende væsen over for alle.

Christian 9. og Dronning Louise havde børnene Frederik, Alexandra, Vilhelm, Dagmar, Thyra og Valdemar. Christian 9. var kendt som "Europas Svigerfar", idet hele fire af hans børn kom til at sidde på europæiske troner: Frederik som kong Frederik 8. af Danmark, Alexandra som dronning af England, gift med Edvard 7., Dagmar som kejserinde af Rusland (under navnet Maria Fjodorovna), gift med tsar Alexander 3. af Rusland, samt Vilhelm som Kong Georg 1. af Grækenland. I 1887 afslog prins Valdemar endvidere at blive konge af Bulgarien.

Det faldt desuden i Christian 9.'s lod, at han kort tid før sin død kunne give sit samtykke til, at hans sønnesøn, prins Carl, kunne vælges til konge af Norge.

I årenes løb afholdtes mange og store familiefester på Fredensborg Slot med børn, svigerbørn, børnebørn m.fl.

Kong Christian den 9. kom meget ud til sit folk både i selve København men også til andre byer som for eksempel i 1853 hvor han var til fuglekongeskydning som er en årlig begivenhed i Randers og andre byer. Han var så heldig at vinde. Han er mindet på en tavle med alle de andre, der har vundet i gennem tiden.^{[kilde mangler]}

Christian 9. besøgte i 1874 Færøerne og Island og blev den første regerende danske konge, der nogensinde havde besøgt øerne.

Fil:Roskilde kathedraal 3.jpg

Dronning Louise døde den 29. september 1898 på Bernstorff Slot. Christian 9. døde, 87 år gammel, den 29. januar 1906^[1] på Amalienborg. Efter et castrum doloris i Christiansborg Slotskirke blev han gravsat i Roskilde Domkirke i Glücksborgernes kapel.

Hans blev efterfulgt som konge af sin ældste søn Frederik, der besteg tronen som Kong Frederik 8.

• 1818-1825: Hans Durchlauchtighed Prins Christian til Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck
• 1825-1853: Hans Durchlauchtighed Prins Christian til Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg
• 1853-1858: Hans Højhed Prins Christian til Danmark
• 1858-1863: Hans Kongelige Højhed Prins Christian til Danmark
• 1863-1906: Hans Majestæt Kong Christian IX til Danmark

16. Peter August Frederik af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck

8. Karl Anton August af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck

17. Sophie von Hessen-Philippsthal

4. Frederik Karl Ludvig af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck

18. Albrecht Christoph af Dohna-Schlobitten og Leistenau

9. Frederikke af Dohna-Schlobitten

19. Sophie Henriette af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck

2. Vilhelm af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg

20. George Adam von Schlieben

10. Karl Leopold af Schlieben

21. Katharine Dorothea Finck von Finckenstein

5. Friederikke, f. grevinde von Schlieben

22. Ahasverus Ernst von Lehndorff

11. Marie Eleanore af Lehndorff

23. Marie Louise von Wallenrodt

1. Christian IX

24. Vilhelm 8. af Hessen-Kassel

12. Frederik 2. af Hessen-Kassel

25. Dorothea Wilhelmine af Sachsen-Zeitz

6. Carl af Hessen

26. Georg 2. af Storbritannien

13. Marie af Storbritannien

27. Caroline af Ansbach

3. Louise Karoline af Hessen-Kassel

28. Christian 6.

14. Frederik V

29. Sophie Magdalene af Brandenburg-Kulmbach

7. Louise af Danmark-Norge

30. Georg 2. af Storbritannien (=26)

15. Louise af Storbritannien

31. Caroline af Ansbach (=27)

Wikimedia Commons har medier relateret til: Christian 9.

• Søren Sørensen har skrevet sin version af verdenshistorien, hvorfra dele af denne artikel stammer.
• Lexopen
• Politiken-artikel om Christian 9.'s tilbud om dansk indlemmelse i det tyske rige
• Det berømte familie-portræt med Europas mest fremtrædende monarker
• Scocozza, Benito (1997), Politikens bog om danske monarker, København: Politikens Forlag, ISBN 87-567-5772-7
• Scocozza, Benito; Jensen, Grethe (1999), Danmarkshistoriens Hvem, Hvad og Hvornår, København: Politikens Forlag, ISBN 87-567-6094-9
• Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bind 11, 1990

Foregående:	Kongerækken	Efterfølgende:
Frederik 7. (1848 – 1863)		Frederik 8. (1906 – 1912)