Grundtvigskirken

Bygningen er opført over en længere årrække, hvor tårnet blev bygget først i perioden 1921-1927. Herefter blev underdelen taget i brug som midlertidig kirke, indtil den resterende kirkes færdiggørelse i 1940.

P.V. Jensen-Klints storværk må betegnes som det sidste storværk indenfor den nationalromantiske retning. Arkitekten har her ladet sig inspirere af de store, sengotiske kirker i købstæderne. Det ses i brugen af de dybtliggende døre og vinduer, de høje og smalle vinduer, fagene fremhævet med støtte- og stræbepiller, trappeformede gavle med kamtakker og blændinger i form af dekorative murnicher.

Alligevel har P.V. Jensen-Klint skabt sit helt eget, moderne værk. Det fremgår tydeligst i hans måde at bruge de arkitektoniske elementer på. Kapellerne på nord- og sydsiden er et eksempel på dette, for selvom kamtakkede gavle med højblændinger er typiske for gotikken, så er brugen af de tvedelte gavle arkitektens egen.

Det samme gør sig gældende med kirkens facade med det tredelte tårn, der er aftrappet mod midten og med høje glamhuller til klokkernes lyd, der følger taglinjen. Midt på det midterste tårns facade er der en stor, rund blænding. Virkningen bliver næsten som en bjergtinde, så facadens afbalancerede og monumentale komposition kan kun tilskrives arkitektens moderne fortolkning af gotiske stiltræk. Tårnet er 49 meter højt.

Ligeledes er våbenhuset, der står foran tårnet, utraditionelt. Modsat sine middelalderlige forlæg er det opført i hele kirkens bredde. Det har en næsten mastodontisk komposition af blændinger over de tre meget dybtliggende portaler, hvis hele virkning er aldeles Jensen-Klintsk.

I det indre er væggenes gule teglsten afslebne, så de fremstår meget lyse. Kirken har en loftshøjde på 22 meter i hovedskibet og 14 meter i sideskibene, og i det indre er kirken 70 meter lang inklusive våbenhuset og koret. Målt på rumfang er Grundtvigskirken dermed landets største.

Kirken har hoved- og sideskibe med krydshvælvede lofter, der hviler på svære, leddelte piller, hvilket også kaldes falsede piller. Gulvet er ligeledes i gule teglsten, hvor stenene er lagt i et diagonalt sildebensmønster. Mønsteret afbrydes for hvert fag af to rækker af teglsten, der ligger på tværs af kirkerummet, hvorved de understreger rummets rytme. Denne er fremhævet med langsliggende sten ved overgangen til koret.

Nederst i kapellerne er der kontorer og ligkapel, og herover er der indbygget pulpiturer, dvs. ophøjede gallerier til kirkegængere eller sangere.

I koret fremkommer en særligt ophøjet virkning mellem de meget høje vinduers store lysindfald og skyggevirkningen på væggene omkring dem, som opstår ved, at loftet hviler på en indre ring af piller. Mellem søjlerne og ydervæggene er der en smal koromgang i to etager, hvis underetage ligger hen i kontrastskabende mørke mod det lyse kor og alterbord.

Kirkens lange opførelsesperiode medførte, at man efter tårnets færdiggørelse i 1927 tog tårnet i brug som kirkerum, hvilket også er årsagen til den indbyggede prædikestol i den vestlige ende af kirken.

Alterbordet er muret i samme gule teglsten som kirkens arkitektur. Det er tegnet af Kaare Klint efter faderens skitser. På trods af det tunge materiale, fremstår bordet let som på fem søjler med spidsbuer imellem. Den eneste alterprydelse er en syvarmet lysestage af forgyldt egetræ.

Døbefonten i faxekalk er tegnet af P.V. Jensen-Klint. Den er inspireret af muslingeskaller og har otte konvekse og konkave afsnit, da tallet otte symboliserer det evige liv.

Der er i kirken to prædikestole, som begge er muret af gule teglsten. Den første blev benyttet i tårnkirken under den resterende kirkes opførelse, og den sidder på siden af den tredje pille mod syd. Den har glatmurede sider og afhuggede teglsten på undersiden og fremstår næsten lidt fremmed i sin detaljering.

Den anden prædikestol mod koret står længere ude i hovedskibet. Den fremstår mere rå med nærmest rillede (kannelerede) sider og en aftrappet underdel, hvilket er indpasset i arkitekturen med de falsede piller.

P.V. Jensen-Klint døde 1. december 1930. Hans urne er muret ind i våbenhuset overfor krucifiksgruppen. Her hviler ligeledes hans kone, Mathilde Caroline Pedersdatter Klint (1846-1933).