Politisk lederskab kan karakteriseres som den evne eller formåen, som et eller nogle få individer har til at få en gruppe til at godtage en bestemt politisk linje, handling eller løsning. En vigtig forskel mellem politisk lederskab og lederskab i foretagender eller organisationer er, at politikere ofte må handle i situationer, hvor meningerne er delte om både vurderingskriterier og årsagsforklaringer.
En analyse af politisk lederskab kan udspringe af teorier om fx de psykologiske træk, der bør karakterisere en leder, eller de kulturelle traditioner eller sociale og politiske omstændigheder, der fremkalder eller hindrer politisk lederskab. Et centralt spørgsmål er, hvorfor ledere med tilsyneladende de samme magtpositioner så ofte oplever helt forskellig fremgang.
Indtil 2. Verdenskrig fokuserede analysen først og fremmest på de egenskaber, der syntes at skille de store historiske ledere fra almindelige mennesker, men i slutningen af 1900-tallet har der været sat fokus på en analyse af de situationer, hvor lederskab udøves, og af de forskellige lederskabsroller.
Man kan således skelne mellem menings-, gruppe-, parti-, parlaments- og regeringslederskab; mellem lederskab i fx et præsidentielt system som USA's med en kompliceret magtbalancestruktur og et parlamentarisk som Storbritanniens, der giver premierministeren store muligheder; mellem lederskab i national og international politik og mellem lederskab under ordinære og under kriseagtige forhold.
Dermed søger man at identificere de forskellige egenskaber og indsatser, som forskellige situationer synes at kræve af en leder. Der nævnes fx overblik, evne til at visualisere såvel de nære mål som de fjernere, situationsfornemmelse mht. såvel den snævre politiske kontekst som folkeopinionen, korrekt vurdering af modstanderes karakter, hensigter og relative styrke, viljestyrke og handlekraft inklusive evnen til at skære igennem og konkludere i rådslagning samt beredvillighed til at sætte sig ud over hensyn til kollegaer og forbundsfæller. En leder må desuden være i stand til at tåle langvarig belastning.
Der er stor forskel på lederskab i et demokratisk og lederskab i et autoritært eller totalitært samfund. Den demokratiske leder befinder sig i et kompliceret ansvarligheds- og gensidighedsforhold til befolkningen og må tage den og de øvrige valgte repræsentanter med på råd. Med den rolle, som politiske partier spiller i et demokrati, er der også et særligt problem forbundet med de hensyn, der skal tages inden for og mellem partierne.
I demokratisk tænkning har lederrollen givet anledning til megen ambivalens. En central idé er lighedstanken og det suveræne folk, og forestillinger om lederskab har let kunnet lede tankerne i retning af demokratiets modstykke: diktaturets, despotiets og de moderne autoritære og totalitære regimers "stærke" ledere. Erfaring og forskning tyder imidlertid på, at også demokrati behøver ledere til at formulere beslutningsforslag og omsætte dem til handling. Den tyske sociolog Max Weber gik endog så langt som til at mene, at demokratiet nu og da behøver en karismatisk leder for at forny sig.
Lederes betydning for, hvordan historien er forløbet, har været et centralt spørgsmål. I 1800-tallet fremhævedes de store ledere ensidigt. Moderne historisk forskning har indsat lederne i et mere kompliceret billede af samvirkende faktorer.
Men litteraturen om på den ene side fx Vladimir I. Lenin, Adolf Hitler og Mao Zedong og på den anden side Winston S. Churchill, Franklin D. Roosevelt, Konrad Adenauer og Charles de Gaulle viser, at lederskab har bevaret en særdeles central rolle i den historisk-politiske analyse. Eksemplerne viser også, hvorledes krisesituationer i særlig høj grad kalder på sjældne kombinationer af lederegenskaber.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.