Faktaboks

Magda Lupescu

Født Elena Lupescu; efter 1947 prinsesse Elena; officielt også prinsesse Carol of Hohenzollern-Sigmaringen

Født
15. september 1899, Iaşi, Rumænien
Død
29. juni 1977, Estoril, Portugal

Magda Lupescu blev i 1920'erne elskerinde med den senere rumænske kong Carol 2., et forhold, som i 1926 tvang ham til på forhånd at give afkald på tronen. Da Carol i 1930 vendte tilbage fra eksil og blev konge, fik Magda Lupescu stor indflydelse på rumænsk politik.

Magda Lupescus jødiske baggrund

Magda Lupescu fødtes af jødiske forældre, der rumæniserede deres oprindelige navn Wolf (på tysk 'ulv') til Lupescu (lupu er rumænsk for 'ulv', og -escu er en almindelig endelse i rumænske efternavne, der angiver tilhørighed). Magda Lupescu konverterede selv senere til den ortodokse tro.

Affæren med kong Carol 2.

Magda Lupescus affære med kongen var en stor skandale i Rumænien i mellemkrigstiden. Det skærpede fjendskabet mellem den antisemitiske Jerngarde og kongen, at hans elskerinde var jøde. Mange i den politiske elite i Bukarest, bl.a. den kendte liberale Bratianu-familie og lederen af det nationale bondeparti Iuliu Maniu tog skarpt afstand fra affæren mellem kongen og Magda Lupescu, som bidrog til den politiske krise i 1930'erne.

Da kong Carol 2. blev tvunget til at abdicere i september 1940, forlod de begge Rumænien og slog sig ned i Portugal, senere i Mexico og Brasilien. Magda Lupecu overlevede kongen (der døde i 1953) med 23 år.

Magda Lupescu bliver til Prinsesse Elena

Da hun i 1947 giftede sig med kongen, fik hun titlen prinsesse Elena. Efter omvæltningerne i december 1989 sørgede den rumænske regering i 2003 for, at parrets jordiske rester blev flyttet fra Lissabon til Rumæniens kongelige gravkirke i Curtea de Argeş. Magda Lupescu jordfæstedes på klosterkirkegården, medens Carol 2. blev placeret i det kongelige kapel.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.